Europa for Skotland

 

Vi er europæere fra hele kontinentet og hele verdene.

Skotlands befolkning skal vide, at europæere overalt vil byde dem velkommen tilbage i EU, hvis det stadig er deres demokratiske ønske.

 

Kære stats- og regeringschefer i EU, formand for Det Europæiske Råd, formand og medlemmer af Europa-Parlamentet, formand og medlemmer af EU-Kommissionen.

Vi er europæere fra hele kontinentet og hele verden. Der er naturligvis mange ting, vi ikke er enige om. Men vi er alle enige om dette: Skotlands befolkning skal vide, at europæere overalt vil byde dem velkommen tilbage i EU, hvis det stadig er deres demokratiske ønske.

Ved folkeafstemningen om Brexit i 2016 stemte ikke ét eneste skotsk distrikt for at forlade EU. Og samlet set stemte et flertal på hele 62 procent af skotterne for at blive i EU. I årene efter folkeafstemningen har det skotske parlament forkastet udtrædelsesprocessen i samtlige faser af forhandlingsforløbet.

Men i 2020 blev Skotland alligevel taget ud af EU sammen med resten af Storbritannien.

Da skotterne stemte for at blive i EU, gjorde de som en del af Storbritannien. At løsrive sig fra Storbritannien og blive medlemsstat i EU er en anden sag. Det ville kræve endnu en folkeafstemning, hvilket det skotske parlament og den skotske regering formelt har bedt om. Det vil den britiske regering indtil videre ikke tillade.

Vi skal ikke se passivt til, selv om sagen er gået i hårdknude. Det er en udvikling uden fortilfælde, og den kræver nytænkning fra EU.

Derfor opfordrer vi jer til at sikre, at EU forud for en eventuel folkeafstemning om uafhængighed anviser en tydelig vej, som Skotland kan følge for at blive medlem. Den sædvanlige proces er, at EU først svarer på en anmodning om medlemskab, når anmodningen kommer fra et uafhængigt land. Skotland fortjener en anden proces.

Så længe Skotland juridisk set stadig er en del af Storbritannien, kan den skotske regering ikke forhandle med EU. Men EU kan erklære, at Skotland ikke behøver at ansøge som ’ny’ medlemskandidat, hvis landet skulle blive juridisk og demokratisk uafhængigt, da Skotland i forvejen har været medlem af EU længe.

I stedet bør EU og medlemslandene give et ensidigt og åbent tilbud om medlemskab: et exceptionelt tilbud, der svarer til Skotlands exceptionelle omstændigheder.

EU har allerede demonstreret, at det er i stand til at anerkende den unikke situation, der er opstået som følge af Brexit. Det Europæiske Råd bekræftede enstemmigt på sit topmøde 29. april 2017, at Nordirland straks ville blive medlem af EU, hvis det engang skulle stemme for at blive en del af Irland.

EU bør også tilbyde Skotland så megen kontinuitet som muligt. Det kræver kreativ praktisk tænkning. Ingen kender de kort- og langsigtede omkostninger af Brexit for Skotland og heller ikke omkostningerne i forbindelse med at løsrive sig fra Storbritannien – herunder indførelsen af en ny valuta, hvis skotterne skulle ønske det (uanset om de på et senere tidspunkt bliver en del af euroen). Derfor bør der tilbydes generøse betingelser for at støtte Skotlands budget i overgangsperioden, altså de udfordrende måneder, før landet igen optages i EU.

Det er væsentlige spørgsmål, for de vil bane vej for, at en folkeafstemning kan blive et klart, praktisk og demokratisk valg for Skotland mellem to unioner: EU eller Storbritannien.

Europæere skal altid stå for demokrati og solidaritet. Derfor opfordrer vi jer til at udtrykke vores fælles solidaritet med Skotlands befolkning og til at støtte Skotlands demokratiske valg om landets fremtid.

Oversættelse/translation: Tonny Pedersen

***

Kollega-europæere*, vær med og tilføj dit navn til vores åbne brev. Lad os bede lederne af EU og dets medlemslande om at tilbyde Skotland en attraktiv måde at blive medlem af EU igen!

Europæere => enhver, der bor og arbejder i et europæisk land, uanset om det er i EU eller ej, enhver, der er født i eller kommer fra et europæisk land eller har europæisk statsborgerskab, uanset hvor de nu bor i verden.

Signer – Unterschreibe – Firma – Firmar – Podpisz – Sign – Teken – Υπέγραφή – Podepsat – Tecken – Assinar – Jel

Promoted by Anthony Barnett on behalf of Europe for Scotland: c/o 71-75 Shelton Street, Covent Garden, London, United Kingdom, WC2H 9JQ. Read our privacy policy here.